Hvad er brændstofstillæg
Capacity, Energy & Fuel Surcharge er et samlet tillæg, der dækker omkostninger til kapacitet, energi og brændstof. Tillægget opkræves som en procentsats af det fakturerede transportbeløb og fremgår som en separat linje på fakturagrundlaget.
Hvorfor indfører Mover tillægget nu?
Mover har gennem næsten 10 år leveret transport uden brændstof- og kapacitetstillæg på fakturaen, fordi vi har absorberet disse omkostninger gennem effektivisering i vores arbejdsgange. Den model er desværre ikke længere holdbar. Vedvarende problemer i forsyningskæderne har skabt øget usikkerhed, og prisudsving sker både hyppigere og i større spring end tidligere. Det rammer transportbranchen direkte gennem brændstofomkostninger og indirekte gennem el-, vedligeholds- og kapacitetspriser. Ved at indføre tillægget åbent på fakturaen kan vi tilpasse os uden at genforhandle grundpriserne.
Hvad dækker tillægget konkret?
Tillægget dækker tre kategorier af omkostninger:
Kapacitet - meromkostninger ved at sikre transportkapacitet i perioder med pres på markedet, herunder højere afregning til vognmænd ved stigende driftsomkostninger.
Energi - strøm og opvarmning til lager-, sorterings- og driftsfaciliteter samt energiomkostninger til Movers IT-platform og infrastruktur.
Brændstof - diesel og benzin til de køretøjer, der udfører transporten, samt elektricitet til opladning af elkøretøjer.
Hvilke ydelser gælder tillægget for?
Tillægget gælder for samtlige af Movers transporttjenester. Det opkræves som en procentsats af det fakturerede transportbeløb (ekskl. moms).
Hvordan beregnes tillægget?
Tillægget beregnes som en procentsats af det samlede fakturerede transportbeløb. For at sikre forudsigelighed for vores kunder er tillægget begrænset af en nedre og øvre grænse.
Hvordan ligger Movers tillæg i forhold til markedet?
Mover har bevidst valgt en konservativ tilgang. Vores tillæg fastsættes så det ligger markant under det, der opkræves bredt i transportbranchen for sammenlignelige ydelser. Det er en del af vores forretningsmodel: vi absorberer en stor del af de stigende energi- og kapacitetsomkostninger selv, fordi vi over tid skaber værdi for vores kunder ved at holde tillæg så lave som overhovedet muligt.
Hvor ofte justeres satsen?
Satsen justeres månedligt og træder i kraft den 1. i hver måned. Den aktuelle og kommende sats publiceres på Movers webside senest dagen før ikrafttræden, så kunderne kan planlægge derefter. Ved ekstraordinære udsving på energimarkederne forbeholder vi os retten til at foretage en ekstraordinær justering med syv dages varsel.
Hvor finder jeg den aktuelle sats?
Den aktuelle sats fremgår af alle estimater og fakturagrundlag fra ikrafttrædelsesdatoen og opdateres på Movers webside i takt med månedlige justeringer.
Hvordan ser tillægget ud på min faktura?
Tillægget fremgår som en separat linje på fakturagrundlaget med tydelig angivelse af både procentsats og kronebeløb. Det gør det muligt at se præcis, hvor meget af din transportomkostning der relaterer sig til kapacitet, energi og brændstof, og hvor meget der er den egentlige transportydelse.
Hvor kan jeg stille spørgsmål?
Har du spørgsmål til tillægget, beregningsmetoden eller hvordan det påvirker din konkrete aftale, er du velkommen til at kontakte din faste kontaktperson hos Mover eller skrive til [email protected].
