Introduktion
Det kræver omhyggelig konfiguration og sans for detaljer at bygge optimerede ruteplaner. Vores delvist automatiserede ruteplanlægning giver stærke muligheder for at lave effektive ruter, der er tilpasset netop jeres driftsbehov.
At planlægge en ruteplan ud fra et regelsæt består af:
At oprette et regelsæt, der matcher jeres krav til last mile-levering
At oprette en rute ud fra regelsættet
Snup en kop af din yndlingsdrik, så bygger vi dit første regelsæt sammen!
Hvad er et regelsæt, og hvordan opretter du det?
Et regelsæt er en central del af Route Planning, som gør det muligt at definere kriterier og betingelser for, hvordan ordrer og services tilføjes til ruter.
Når du opsætter et regelsæt, instruerer du TMS'et i at lave optimerede ruter ud fra jeres særlige krav og arbejdsgange.
I et regelsæt kan du definere:
Generelle indstillinger (påkrævet)
Geografiske indstillinger (valgfrit)
Køretøjsgrupper (påkrævet)
Afgangstider (påkrævet)
Opgavetid for chauffører
Ordreregler (valgfrit)
Sådan får du adgang til regelsæt-værktøjet
Gå til Route Planning > Rule Sets i TMS'et, og klik på "New Rule Set" for at starte konfigurationen.
Klar? Så går vi i gang!
Regelsæt: Generelle indstillinger
Regelsæt: Generelle indstillinger
I de generelle indstillinger definerer du de overordnede rammer for, hvordan ruterne planlægges. Du angiver fx begrænsninger for chauffører, foretrukne ankomstvinduer, forhold omkring startpunktet og godkendelsesflow for ruteplaner.
Navn på regelsæt
Vælg et klart og beskrivende navn, der passer til jeres eksisterende arbejdsgange og navngivning i ERP-systemet. Tænk over faktorer som leveringsfrekvens, geografiske zoner, distributionscentre eller ugedage. Navnet skal gøre det nemt at se formålet og logikken bag regelsættet.
Tænk over spørgsmål som: Hvilket distributionscenter kører ruterne fra? Hvilken region betjener I? Er det morgen-, eftermiddags- eller natruter?
Fleksibilitet for chauffører:
U-vendinger
Tillad chaufførerne at lave U-vendinger, eller kræv lineære ruter. U-vendinger kan give kortere ruter afhængigt af trafikmønstre og geografiske forhold, men kan være risikable for chaufførerne, især når de kører lastbil.
Begrænsninger for aflæsning
Angiv, om chaufførerne kan aflæsse fra begge sider af køretøjet eller kun fra én side. Tænk over leveringstætheden, når du beslutter det. Hvis der er mange leveringer på samme gade, kan det være bedre at køre op ad gaden først og levere på den anden side på vej tilbage frem for at levere i zigzag.
Ankomstvindue
Styr, hvor fleksible leveringsvinduerne er for chaufførerne.
Mere fleksibilitet (positive værdier): Chaufførerne får buffertid til trafik, parkering eller uforudsete forsinkelser. Det kan hjælpe med at optimere ruterne og undgå forsinkelser.
Mindre fleksibilitet (negative værdier): Chaufførerne skal ankomme tættere på det præcist bookede tidspunkt. Det kan være nyttigt ved leveringer med faste tidsvinduer eller letfordærvelige varer.
Den bedste løsning afhænger af jeres behov. Tænk over, hvor hastende leveringerne er, trafikmønstrene i leveringsområdet, og om I leverer tidskritiske varer eller almindelige varer.
Adgang til færger/private veje
Angiv, om chaufførerne må bruge færger eller private veje til leveringer. Tænk over leveringsområdet og omkostningerne, når du beslutter det. Hvis chaufførerne skal krydse strækninger, der betjenes af både færger og broer, så vurdér omkostninger og tid for hver løsning.
Ankomsttid ved distributionscenter
Angiv rammerne for rutens startpunkt (normalt afhentningsstedet). Tag højde for opladning (ved elbiler), papirarbejde og omklædning ved at angive, hvor tidligt chaufførerne skal ankomme til afhentningsstedet. Læssetiden planlægges derefter ud fra det seneste ankomsttidspunkt.
Afhentningssteder (valgfrit)
Udpeg bestemte ordrer til kundeafhentning på bestemte lokationer ud fra de tags, ordrerne har.
Sidste detaljer:
Rutereference
Skriv selv et navn efter eget valg, eller brug en af de eksisterende pladsholdere til automatisk at generere rutenavne.
Rutetags
Tildel standardtags (fx by, postnummer, leveringstype) for at kategorisere ruterne.
Godkendelse af ruteplan (valgfrit)
Sæt flueben i "Manual Approval", hvis du vil gennemgå og godkende ruteplanen, før ruterne oprettes, eller lad feltet være tomt, hvis ruterne skal oprettes automatisk ud fra dit regelsæt.
Pro tip: Hold øje med de praktiske infobobler rundt omkring i TMS'et, også på siden Rule Sets. Boblerne indeholder nyttige oplysninger og forklaringer om de funktioner, du bruger. Klik på dem for en hurtig videnopdatering!
Regelsæt: Geografiske indstillinger
Regelsæt: Geografiske indstillinger
Forestil dig at kunne strømline leveringer i travle bycentre eller prioritere leveringer med bestemte tags.
Det kan du med de geografiske indstillinger i regelsættet!
På samme måde som det optimerer ruterne at samle ordrer ud fra fælles kriterier, kan du med geografiske indstillinger definere særlige leveringsregler for udvalgte områder på kortet.
Brug geografiske indstillinger til at:
Lave justeringer for leveringer inden for en bestemt periode eller på bestemte ugedage
Prioritere ordrer med bestemte tags ved at angive opgave- eller køretider inden for det tegnede område
Blokere leveringer helt i et område i bestemte perioder
Definér området
Det er nemt at oprette dit geografiske område:
Klik på "New Area" for at tegne den ønskede zone på kortet
2. Brug "+" og "-" i nederste højre hjørne eller din computers touchpad til at zoome ind og ud på kortet.
3. Der skal mindst 3 punkter til for at oprette et område (svarende til køretøjets startpunkt, destinationerne undervejs og returpunktet).
4. Brug farver til visuelt at skelne mellem flere geografiske områder (hvis nødvendigt)
5. Giv området et klart navn, og klik på Done.
Redigér området
Skal der laves ændringer? Intet problem! Brug blyantikonet til at redigere eller skraldespanden til at slette området.
Angiv reglerne for området
Klik på "New Area Rule".
I vinduet til højre definerer du én eller flere af følgende:
Periode og/eller ugedage
Angiv den periode og/eller de ugedage, hvor reglen gælder.
Ordretags
Angiv, om reglen gælder for ordrer med bestemte tags.
Begrænsninger
Justér opgavetid og køretid for ordrer med tags inden for området.
Ændring af opgavetid: Brug feltet til at indtaste en positiv eller negativ værdi (i minutter), der afspejler den ekstra tid (eller sparede tid) til læsning/aflæsning i et bestemt område. Det kan skyldes fx trafikpropper, begrænset parkering eller særlige leveringskrav i området.
Ændring af køretid: Brug feltet til at justere de estimerede køretider i et bestemt område i procent. Indtast en positiv værdi for at tage højde for lavere hastighed (fx i bycentre) eller en negativ værdi for hurtigere ruter.
Blokeret område
Stop alle leveringer i zonen i den valgte periode (fx ved begivenheder som maratonløb, parader eller vejarbejde). Køretøjet kører udenom.
Opret områdereglen
Når du har defineret dine parametre, klikker du på "Create Area Rule" for at aktivere den for zonen.
Eksempler fra virkeligheden, hvor geografiske indstillinger kan være nyttige
Eksempel 1: Møbelleveringer i bycentret
Møbelleveringer i bycentret møder ofte tung trafik på hverdage. Opret en geografisk indstilling for den indre by med en regel, der øger køretiden med 30 % for alle leveringer i zonen på hverdage. Det tager højde for den ekstra tid, chaufførerne bruger i de trafikerede gader.
Eksempel 2: Områder med begrænset parkering
Ved dagligvareleveringer kan chaufførerne opleve, at det er svært at nå frem til tiden i et område med få parkeringsmuligheder. Opret en regel for alle leveringer i området, der øger opgavetiden med 10 minutter, så chaufførerne får ekstra tid til at finde parkering.
Bemærk: Geografiske indstillinger er en valgfri del af regelsættet. Hvis du ikke har noget at tilføje her, kan du blot gå videre til næste trin, køretøjsgrupper.
Regelsæt: Køretøjsgrupper
Regelsæt: Køretøjsgrupper
Hvad er køretøjsgrupper, og hvorfor er de vigtige?
Med køretøjsgrupper kan du inddele din flåde efter køretøjstyper (fx biler, varevogne, lastbiler, liftvogne, cykler) og angive deres egenskaber og begrænsninger. Oplysningerne er afgørende for, at TMS'et kan optimere ruterne ved at tildele den mest egnede køretøjstype til hver levering. Køretøjsgrupper er derfor en påkrævet del af regelsættet.
Fordele ved køretøjsgrupper
Lavere omkostninger: Ved at tage højde for faktorer som omkostning pr. distance, omkostning pr. tid og omkostning pr. ny rute prioriterer TMS'et ruter, der minimerer de samlede udgifter.
Bedre effektivitet: Når den rigtige køretøjstype matches med leveringerne, bliver opgaverne løst hurtigere, og man undgår fx at sende en stor lastbil ud til en lille levering.
Større fleksibilitet i leveringerne: Når du definerer køretøjsgrupper, der håndterer bestemte ordretyper (store emner, skrøbelige varer, letfordærvelige varer osv.), sikrer du de rette leveringsforhold.
Sådan opsætter du en køretøjsgruppe
Lad os konfigurere din første køretøjsgruppe trin for trin:
1. I Rule Sets går du til Vehicle Groups og klikker på "New Vehicle Group"
2. Navn og køretøjstype
Vælg et klart og beskrivende navn til køretøjsgruppen (fx Små varevogne, Cykler i Københavns indre by, Amsterdam Warehouse - HOLL21), og vælg den tilsvarende køretøjstype i rullemenuen (cykel, bil, varevogn, lastbil, liftvogn).
3. Definér omkostningsfaktorer
Indstillingerne hjælper systemet med at forstå jeres prioriteter og afveje effektivitet og omkostninger.
Omkostning pr. ny rute
Påvirker, hvor mange køretøjer der indgår i én ruteplan. Jo højere omkostning pr. ny rute, jo færre ruter laver systemet. Ruterne bliver længere (i distance og varighed) og har flere stop. Det kan være en fordel, hvis I har mange leveringer i et koncentreret område, og chaufførtid er en væsentlig omkostning.
Omkostning pr. tid
Dækker lønomkostninger til kørsel, læsning og aflæsning. En højere værdi prioriterer ruteplaner, der samlet set tager kortere tid, selvom den tilbagelagte distance kan være lidt længere. Det kan være en fordel, hvis chaufførlønninger er en stor udgift.
Omkostning pr. distance
Prioriterer kortere ruter, hvilket kan øge den samlede rutetid og antallet af ruter. En højere værdi får TMS'et til at lave ruter med den korteste samlede distance. Det kan være en fordel, hvis brændstofudgifter er en væsentlig faktor.
Bemærk: Ruteoptimeringen forsøger at minimere ruteplanens samlede omkostning, som er en kombination af omkostning pr. ny rute, pr. tid og pr. distance. Det betyder, at der i en ruteplan kan være ruter, der ser ineffektive ud, men som opvejes af højere effektivitet på andre ruter i planen. Systemet optimerer på tværs af alle ruter, ikke hver enkelt rute.
Ved at overveje omkostningsfaktorerne nøje og indstille dem passende for hver køretøjsgruppe kan du afveje effektivitet, besparelser og leveringstider i ruteoptimeringen.
4. Definér begrænsninger
Angiv køretøjsgruppens maksimale kapacitet i forhold til volumen, vægt, antal kolli pr. rute, stop, køredistance og samlet rutevarighed. Angiv, om køretøjsgruppen fungerer som afhentningssted for kunder.
Bemærk: Begrænsningerne her gælder for hele køretøjsgruppen, ikke for enkelte køretøjer. Du kan ikke bruge dette sted til at angive begrænsninger for en bestemt bil, varevogn eller et andet køretøj i flåden.
5. Lokationer
Angiv start- og slutadresse for køretøjsgruppen, inklusive eventuel opgavetid på lokationerne. Startadressen er påkrævet for at oprette regelsættet, fordi systemet skal bruge et startpunkt til at beregne ruterne. Slutadressen er valgfri.
For hver lokation (startadresse, slutadresse og eventuelle genopfyldninger) skal du også angive den tid, chaufførerne har til deres opgaver.
Startadresse (påkrævet)
Afgangsstedet for ruter med denne køretøjsgruppe. Du skal angive opgavetiden for læsning på denne lokation.
Slutadresse (valgfri) og planlægning af returstop
Hvis du angiver en slutadresse, planlægger systemet automatisk et returstop som sidste stop på alle ruter. Det sikrer, at chaufførerne altid afslutter ruten ved distributionscentret, også selvom der opstår mislykkede afhentninger undervejs.
Når du angiver slutadressen, skal du definere:
Fast tid til afslutning af ruten (påkrævet, hvis der er angivet en slutadresse)
Tid ved sidste stop, hvor chaufføren kan udføre afsluttende opgaver som eftersyn af køretøjet, debriefing eller administrativt arbejde. Feltet er påkrævet, når der er angivet en slutadresse, og værdien skal være større end 0.
Fast aflæsningstid (valgfri)
Tid til at levere indgående ordrer på slutlokationen (fx returvarer eller mislykkede leveringer, der bringes tilbage til distributionscentret). Tiden fordeles forholdsmæssigt på alle leveringsstop på lokationen. Hvis feltet ikke er udfyldt, og der er planlagt leveringer til distributionscentret, bruger systemet som standard 1 sekund pr. stop.
Bemærk: Hvis dynamisk læssetid er konfigureret, beregnes opgavetiden på startlokationen automatisk ud fra kolli, vægt eller volumen. I så fald tilsidesættes den faste opgavetid. Dynamisk læssetid gælder ikke for slutadressen.
Ekstra afhentningsadresse
Hvis I afhenter ordrer fra flere lagerlokationer (fx et hoveddistributionscenter og et ekstra afhentningssted), er denne funktion noget for jer! Felterne nedenfor vises, hvis der er konfigureret en ekstra afhentningsadresse. Flere detaljer findes i afsnittet Afgangstider.
Konfiguration af læssetid
Fast første læssetid
Tiden til de første læsseopgaver, når chaufføren ankommer til den ekstra afhentningsadresse første gang. Feltet er påkrævet.
Fast læssetid ved genopfyldning
Tiden, hvis chaufføren vender tilbage til den ekstra afhentningsadresse for at genopfylde undervejs på ruten (afhente flere ordrer).
Fast sidste aflæsningstid
Tiden til aflæsning ved rutens afslutning, fx når mislykkede leveringer eller kunderetur returneres til den ekstra afhentningsadresse.
Bemærk: Ordrer fra flere afhentningssteder, der skal til samme leveringsadresse, samles i ét leveringsstop på ruten, hvilket giver en mere strømlinet leveringsoplevelse for jeres kunder.
6. Definér læssetid
Nu bliver det spændende! Læssetiden på startadressen kan sættes op, så den enten er fast for alle ruter eller variabel afhængigt af antal kolli, vægt eller volumen, som chaufførerne skal håndtere (dynamisk læssetid).
Du kan angive en grundlæggende læssetid (til klargøring og standardopgaver) og derefter lægge ekstra tid til ud fra antal kolli, samlet vægt eller volumen. Det sikrer, at ruterne afspejler den reelle indsats ved dagens start, uden at der beregnes for meget tid til små læs eller for lidt tid til store læs.
Indstillingen er valgfri og gælder kun for rutens startlokation.
Ekstra læssetid
Angiv, hvor meget ekstra tid (i sekunder) der skal lægges til for hver enhed af:
kolli
vægt (kilo)
volumen (kubikmeter)
Brug rullemenuen til at vælge den relevante faktor.
Eksempel: Læg 240 sekunder til for hver 5 kolli
Maksimal læssetid
Angiv den øvre grænse for læssetid i minutter. Det sikrer, at selv store læs ikke får urimeligt lang læssetid.
Eksempel: 30 minutter
Vigtigt at vide
Der kan kun bruges én betingelse for ekstra læssetid (kolli, vægt eller volumen) ad gangen.
Indstillingerne gælder kun for startlokationen og påvirker ikke leveringsstop eller mellemliggende stop.
Den grundlæggende læssetid skal altid være lavere end den maksimale læssetid.
Konfigurationen gemmes pr. køretøjsgruppe, så forskellige køretøjsgrupper kan have forskellig logik for dynamisk læssetid.
Ruten planlægges med den maksimale læssetid, som derefter forkortes ud fra antal, vægt eller volumen af de kolli, der faktisk er planlagt på ruten. Hvis den beregnede dynamiske læssetid er kortere end den maksimale læssetid, rykkes rutens starttidspunkt frem, så chaufføren kan møde op ved porten, når det er nødvendigt, og blive færdig med at læsse lige til tiden, så unødig ventetid ved næste stop undgås.
7. Genopfyldning af rute
Angiv, om chaufførerne kan vende tilbage til startlokationen for at genopfylde (dvs. afhente flere ordrer), før de fortsætter ruten. Hvis ja, angiver du tidligste ankomsttid, seneste afgangstid og opgavetid for genopfyldningen.
8. Ordretags (inkludér/ekskludér)
Hvis I bruger tags til at organisere og mærke jeres ordrer (fx CityCentre, Perishables, 2ManDelivery), kan du her instruere systemet i at samle ordrer, der hører sammen, på samme rute, eller sikre, at ordrer med bestemte tags ikke kommer med på ruten.
9. Rutetags (valgfrit)
Tildel standardtags til ruter, der planlægges med denne køretøjsgruppe (fx køretøjsgruppens navn).
10. Pauseregler (valgfrit)
Definér regler for chaufførernes pauser, herunder maksimal samlet arbejdstid, maksimal arbejdstid siden rutestart og pausens varighed.
Redigér eksisterende køretøjsgrupper
Du kan nemt kopiere eksisterende køretøjsgrupper og bruge dem som udgangspunkt for nye. Du kan også redigere eller slette køretøjsgrupper når som helst, så TMS-indstillingerne følger med jeres flåde og leveringsbehov.
Klik:
på selve køretøjsgruppen for at ændre den. Når du er færdig, klikker du på Save for at bekræfte ændringerne.
på skraldespanden for at slette den
på udklipsholder-ikonet for at kopiere den
Forskellen på køretøjsgrupper og fysiske køretøjer
Det er vigtigt at skelne mellem køretøjsgrupper i regelsæt og enkelte køretøjer under Resources.
Køretøjsgrupper repræsenterer de forskellige typer og modeller af køretøjer i flåden samt deres tilknyttede omkostninger og begrænsninger. En gruppe med navnet "Små varevogne" kan fx have angivet maksimal vægt og volumen til bykørsel og prioritere omkostning pr. tid på grund af mange stop.
Fysiske køretøjer er konkrete køretøjer i flåden. Fx kan en "Ford Transit Connect 2023" få tildelt ruter, der er optimeret til "Små varevogne" ud fra gruppens egenskaber.
Denne opdeling i to niveauer giver effektiv planlægning med køretøjsgrupper og udførelse af ruterne i virkeligheden med fysiske køretøjer.
Regelsæt: Afgangstider
Regelsæt: Afgangstider
Med afgangstider kan du oprette portreservationer til køretøjer på jeres lager (eller en anden udpeget startlokation).
Så kan du sikre en glidende klargøring og koordinere læsningen af køretøjerne med maksimal effektivitet og minimal ventetid for chaufførerne.
Fordele ved afgangstider
Koordinér flere køretøjsgrupper: Tildel bestemte afgangstider til forskellige køretøjsgrupper, så afgangene sker løbende uden trængsel. Det er også nyttigt til at styre, hvilke køretøjsgrupper der har adgang til portene (en port kan være for lille eller for stor til en køretøjsgruppe).
Effektiv læsning: Faste afgangstider gør det muligt for lagerpersonalet at klargøre leveringer til køretøjer, der ankommer på bestemte tidspunkter, så læssetiden optimeres.
Jævnt trafikflow: Forskudte afgange forhindrer trafikpropper ved udkørslerne og sikrer en jævn strøm af køretøjer.
Kortere ventetid for chaufførerne: Chaufførerne ankommer til den tildelte port tæt på deres afgangstid, så uproduktiv ventetid minimeres.
Kapacitetsstyring: Route Planning bruger hver køretøjsgruppe ud fra, hvor mange afgange der er mulige pr. port.
Sådan opsætter du afgangstider
1. I Rule Sets går du til Departure Times.
2. Definér startlokation
Klik på "New Start Location" for at angive startpunktet for jeres leveringer (fx jeres lager). Sørg for, at adressen matcher den, der er angivet som startadresse i køretøjsgrupperne.
3. Konfigurér ekstra afhentningsadresse (hvis relevant)
Hvis du vil bruge en ekstra afhentningsadresse i indstillingerne for køretøjsgruppen, skal du konfigurere lokationen her. Så ved ruteplanlægningen, hvor chaufførerne skal hen for at lave sekundære afhentninger.
Angiv adressen: Angiv den fulde adresse på det ekstra afhentningssted. Den skal matche den fysiske lokation, hvor chaufførerne afhenter ordrer undervejs på ruten.
Konfigurér distance og køretid: Angiv den forventede distance og køretid mellem hoveddistributionscentret og den ekstra afhentningsadresse. Oplysningerne hjælper systemet med at beregne korrekte rutevarigheder, optimere rækkefølgen af stop og give realistiske ankomsttider.
Sørg for, at adresse, distance og køretid er korrekte. Parametrene påvirker direkte ruteoptimeringen og chaufførernes planer.
4. Opret portreservation
Når lokationen er angivet, klikker du på "New Reservation" for at oprette en ny portreservation.
Detaljer om portreservationen. Når lokationen er angivet, klikker du på "New Reservation".
Reservation Name: Giv reservationen et klart og genkendeligt navn (fx "Leveringer i bycentret")
Gate Name: Vælg den port, du reserverer til afgange.
Vehicle Group: Tildel en foruddefineret køretøjsgruppe til reservationen
Time Between Departures: Angiv buffertiden mellem køretøjernes afgang fra porten (fx 15 minutter) for at undgå trængsel
From Date & To Date: Angiv den periode, hvor reservationen er aktiv
Earliest & Latest Arrival Times: Definér det tidsrum, hvor køretøjerne kan ankomme til porten før deres afgangstid
Days of the Week: Vælg de ugedage, hvor reservationen gælder
Bemærk: Det maksimale antal gange, Route Planning bruger en køretøjsgruppe, beregnes som (seneste ankomst - tidligste ankomst)/tid mellem afgange, rundet op til nærmeste hele tal. Hvis du kun vil bruge køretøjsgruppen én gang (fx fordi I kun har ét køretøj af den type), skal du sikre, at der kun er mulighed for én afgang for den port og køretøjsgruppe.
Klik på "Create New Reservation" for at gemme ændringerne.
Pro tip: Hvis du midlertidigt vil sætte en portreservation på pause uden at slette den, skal du blot fjerne fluebenet i "Enabled". Så frigives porten, indtil du aktiverer reservationen igen ved at sætte flueben igen.
Godt at vide
Du kan oprette flere startlokationer og portreservationer i ét regelsæt for at tage højde for forskellige køretøjsgrupper eller afgangstider.
Eksisterende portreservationer kan kopieres, redigeres eller slettes for større fleksibilitet. For at lave ændringer skal du starte på siden Departure Times og klikke på:
"New Start Location" for at oprette en ekstra lokation
"New Reservation" for en ekstra portreservation
Feltet "Enabled" for at deaktivere/genaktivere en eksisterende portreservation
Udklipsholder-ikonet for at kopiere en reservation
Regelsæt: Opgavetid
Regelsæt: Opgavetid
Med opgavetid kan du angive, hvor lang tid en chauffør forventes at bruge ved hvert stop på en rute. Der tages højde for flere faktorer, som stoppets starttid, opgavetid pr. etage og antallet af transportenheder (tidligere kaldet kolli). Ved at medregne disse faktorer forbedrer opgavetid ruteoptimeringen og leveringseffektiviteten.
Fordele ved opgavetid
Mere præcis planlægning: Ved at medregne realistiske stoptider sikrer opgavetid, at ruterne tager højde for læsse-/aflæsningstid, særlige leveringskrav og forhold ved bygningen (fx antal etager). Det mindsker risikoen for at overbooke chaufførerne og for urealistiske leveringsvinduer.
Flere leveringer til tiden: Mere præcis ruteplanlægning skaber realistiske forventninger hos kunderne, hvilket mindsker forsinkelser og øger kundetilfredsheden.
Lavere omkostninger: Optimerede ruter med opgavetid minimerer spildt chaufførtid og brændstofforbrug og giver besparelser.
Bedre chaufførpræstation: Opgavetid giver chaufførerne realistiske forventninger til hvert stop, hvilket mindsker stress og giver en mere glidende leveringsproces.
Konfigurér opgavetid
1. Gå til Rule Sets > vælg dit regelsæt > Task Time
2. Vælg en beregningsmetode for opgavetid
Du kan bestemme, hvordan opgavetiden fastsættes, ved at vælge en af følgende muligheder:
Brug opgavetiden angivet i ordren, eller hvis den ikke er angivet, ud fra reglerne nedenfor: Opgavetiden i ordren bruges. Hvis ordren ikke har en standard opgavetid, bruger systemet i stedet de regelbaserede opgavetider.
Brug opgavetid ud fra reglerne nedenfor: Med denne mulighed kan du selv konfigurere opgavetider ved hvert stop og ekstra opgavetid efter behov. Det er helt op til dig!
Brug opgavetid ud fra reglerne nedenfor og regelbaserede opgavetider: Med denne mulighed kan du kombinere ordrens opgavetid med dine regelbaserede opgavetider.
Definér regler for opgavetid
Angiv tid for startpunkt
Klik på redigeringsikonet ud for "Starting Point".
Angiv den grundlæggende tid, en chauffør bruger på startlokationen.
Angiv ekstra tid pr. etage (ved leveringer i bygninger med flere etager) og tid pr. runde.
Alle felter er påkrævede, og værdierne skal angives i sekunder.
Klik på Save for at bekræfte ændringerne.
2. Angiv grænser pr. runde
Klik på redigeringsikonet ud for "Round Limits".
Definér begrænsninger for hver leveringsrunde, herunder:
Maksimalt antal transportenheder pr. runde
Maksimal vægt pr. runde
Samlet volumenkapacitet
Klik på Save for at gemme ændringerne.
3. Ekstra regler for opgavetid
Klik på "New Task Rule" for at oprette særlige tidsjusteringer for leveringer med tags.
Du kan fx lægge ekstra tid til leveringer mærket "skrøbelig" eller "kræver underskrift".
4. Definér tag-baserede justeringer af opgavetid
Vælg, om opgavetiden gælder for bookinger med alle de angivne tags eller mindst ét af de angivne tags.
Angiv de ekstra justeringer af opgavetid ud fra:
Starttid
Tid pr. etage
Tid pr. runde
5. Gem din regel: Når du er færdig med at definere parametrene for opgavetid, klikker du på "Create Task Time Rule" for at gemme indstillingerne.
Regelsæt: Ordreregler
Regelsæt: Ordreregler
Som en del af Route Planning kan du øge modtagertilfredsheden og optimere leveringseffektiviteten med to centrale funktioner: gruppering af ordrer til samme modtager og prioritering af vigtige ordrer, så de planlægges først.
Gruppering af ordrer
Med gruppering af ordrer kan du samle ordrer, der skal leveres til samme modtager. Det giver:
Færre leveringsforsøg
En bedre oplevelse for modtageren
Sådan fungerer gruppering
Du kan vælge at gruppere ordrer efter:
Modtageroplysninger: Gruppér ordrer til samme adresse ud fra enten modtagerens navn eller telefonnummer (eller begge).
Booking-ID: Gruppér ordrer, der stammer fra samme booking, typisk en enkelt indkøbskurv online eller en kundeordre.
Forhold ved gruppering
Når ordrer eller services grupperes, prioriteres stoppene i gruppen i denne rækkefølge:
Leveringer
Services
Afhentninger
Hvis det vigtigste for jer er maksimal ruteeffektivitet, kan det være en fordel at planlægge ordrerne hver for sig, da det kan give mere effektive resultater, selvom det giver flere stop hos samme modtager.
Ordrevigtighed
Med ordrevigtighed kan du tildele ordrer et vigtighedsniveau ud fra tags, så kritiske ordrer planlægges først, når kapaciteten er presset. Funktionen hjælper dig med at:
Mindske manuelle indgreb og omplanlægning
Sikre, at vigtige ordrer (tunge, tidskritiske, af høj værdi) prioriteres i ruteoptimeringen
Skalere planlægningen, efterhånden som ordremængder og kompleksitet vokser
Hvad er ordrevigtighed?
Prioritering af ordrer bruger et vægtbaseret system, hvor du tildeler talværdier til bestemte ordretags. Systemet beregner hver ordres samlede prioritet ved at lægge vægtene for alle matchende tags sammen. Når køretøjskapaciteten er begrænset, bruger optimeringen prioritetsværdierne til at planlægge de vigtigste ordrer først, så risikoen for, at kritiske ordrer ikke bliver planlagt, mindskes.
Sådan fungerer det:
Kobling af tag og vægt: Tildel hele tal (≥ 1) som vægt til bestemte ordretags
Beregning af samlet vægt: Hvis en ordre har flere tags med vægt, lægger systemet dem sammen. Fx får en ordre med både "HeavyGoods" (vægt: 500) og "TimeCritical" (vægt: 300) en samlet prioritet på 800
Standardadfærd: Ordrer uden koblede tags får prioritetsværdien 1
Betydning for planlægningen: Ved ruteoptimering prioriteres ordrer med højere vægt, når der er kapacitetsbegrænsninger
Hvornår skal du bruge ordrevigtighed?
Ordrevigtighed er særligt værdifuld, når du har brug for at:
Sikre, at tunge eller store emner planlægges først for at optimere læsningen af køretøjet
Prioritere tidskritiske leveringer med faste løfter over for kunden
Håndtere komplekse ordrer, der kræver særlig håndtering eller udstyr
Mindske antallet af ordrer af høj værdi, der ikke bliver planlagt på grund af manglende kapacitet
Vigtigt at overveje
Afvejning af kapacitet: Prioritering kan betyde, at der samlet planlægges færre ordrer, fordi systemet reserverer kapacitet til de vigtige ordrer. Flere mindre ordrer kan blive efterladt uplanlagte for at give plads til prioriterede komplekse ordrer.
Samspil med gruppering: Hvis både ordrevigtighed og grupperingsregler er aktiveret, forbliver grupperede ordrer samlet, også selvom de kunne planlægges hver for sig. Det sikrer, at prioriterede ordrer bevarer deres grupperingslogik.
Anbefalet vægtskala: Brug værdier mellem 1 og 1.000 i de fleste tilfælde. Systemet viser en advarsel, hvis du indtaster værdier over 1.000.000.
Maksimal samlet prioritet: Den maksimale samlede prioritetsværdi for en enkelt ordre er 1.000.000.000.
Sådan opsætter du ordreregler
Opsætning af gruppering af ordrer
Vælg den relevante grupperingsmulighed: Overvej, om du vil gruppere efter modtageroplysninger eller ordre-ID, og klik på den relevante kontakt for at aktivere den.
Vælg, hvordan modstridende leveringstider skal håndteres: Systemet forsøger at finde et leveringsvindue, der passer til alle grupperede ordrer, men der kan opstå situationer, hvor tiderne ikke passer sammen. I så fald kan du vælge:
Behold ordrerne grupperet (ikke planlagt): Ordrerne forbliver grupperet, men tildeles ikke automatisk til en rute. Så kan du gennemgå tidskonflikten og eventuelt justere leveringstiderne manuelt.
Opdel gruppen: De grupperede ordrer adskilles og planlægges hver for sig. Det kan betyde separate leveringer til modtageren.
Opsætning af ordrevigtighed
Tilføj koblinger af tags: Klik på "New Priority Rule" for at oprette en ny prioriteringsregel.
Vælg eller opret et tag: Vælg et eksisterende tag i rullemenuen, eller opret et nyt tag, som du vil bruge til at markere vigtige ordrer.
Tildel en vægt: Indtast et heltal (≥ 1), der angiver vigtighedsniveauet. Højere værdier giver højere prioritet i planlægningen.
Gem koblingen: Klik på "Save" for at tilføje reglen til dit regelsæt.
Gentag efter behov: Tilføj flere koblinger af tag og vægt for at dække forskellige typer vigtige ordrer.
Eksempler på prioritering
Prioritering af tungt gods:
Tag: "HeavyGoods"
Vægt: 500
Anvendelse: Sikr, at møbler eller hvidevarer planlægges først for at optimere læsserækkefølgen
Tidskritiske leveringer:
Tag: "TimeCritical"
Vægt: 300
Anvendelse: Prioritér ordrer med faste leveringsvinduer eller løfter over for kunden
Samlet prioritet:
En ordre med både "HeavyGoods" og "TimeCritical" får en samlet prioritet på 800 og bliver derfor med stor sandsynlighed planlagt, selv når kapaciteten er presset.
Når du har færdiggjort indstillingerne for alle dele af regelsættet, klikker du på "Create Rule Set" i øverste højre hjørne for at gemme. Det nye regelsæt vises i menuen Rule Sets, hvor du kan lave ændringer, når der er behov for det.
Opret en rute ud fra et regelsæt
Når du har færdiggjort indstillingerne for alle dele af regelsættet, er det tid til at oprette en rute ud fra det.
Vælg de ordrer eller services, du vil planlægge på ruten.
Gå til siden Orders (eller siden Services, hvis du ruteplanlægger services)
Organisér dine ordrer med filtre (dette trin er valgfrit, men nyttigt, hvis du har mange ordrer og skal kunne navigere nemt på siden)
Sørg for, at ordrestatus er Ready, ellers fejler ruteplanen.
Vælg de ordrer, der er klar til ruteplanlægning, og klik på "Create Routes from X Orders" i øverste højre hjørne
I sidevinduet til højre klikker du på fanen Optimised. Giv ruteplanen et passende navn. Vælg det relevante regelsæt i rullemenuen, og klik på Create Route Plan.
Der vises en besked, når ruteplanen er oprettet. Klik på den for at blive sendt videre til ruteplanen, eller gå til siden Route Planning for at se den nye ruteplan.
Hvis du har opsat et godkendelsesflow for ruteplanen i regelsættet, skal du gå til siden Route Planning for at kontrollere og godkende ruteplanen. Knappen "Approve" vises i nederste venstre hjørne, så snart alle ruter er oprettet. Det kan tage et par minutter afhængigt af, hvor kompleks optimeringen er ud fra regelsættet.
Færdig! Så snart ruteplanen er godkendt, kan du gå videre til udførelsen af ruten og starte med at tildele ruten til en vognmand eller en chauffør.























































